tirsdag den 25. januar 2011

Den barske virkeligehed, min virkelighed...

Dette er ikke et kreativt indlæg, heller ikke positivt eller blot søde tanker. Dette er om den "barske" virkelighed... min virkelighed pt.
Mine børn (til tider, ualmindelig skønne nogle af slagsen), skriger og skaber sig fra de åbner øjenene om morgenen, og til de kommer i seng igen om aftenen. De holder dog en "velfortjent" pause i tidsrummet mellem de bliver afleveret i hhv. skole og børnehave, og til de ser deres mor igen og bliver hentet. Nu skriver jeg skriger, ja, det er lige hvad de gør. Og tro mig de kan skrige højt. De er MEGET tålmodige og stædige når det handler om disse "ture". Og her er det så, at I sikkert tænker, "Nå, men det er vel bare en periode. Det kender vi godt og sådan er alle børn da..." NEJ! NEJ! NEJ! dette er ikke en periode, dette er som et langt forløb, som heldigvis har enkelte korte pauser indlagt. Man kan ikke have en periode der har varet i 5 år nu! Vel???
Min mand og jeg, anser ikke os selv som meget anderledes end andre, når det handler om opdragelse af børn. Vi er absolut ikke eftergivende og egentlig ret tålmodige, men.... de bliver ved og ved og ved. Mange gange siger vi nej, på en rigtig pæn måde, og så alligevel. De ved godt at de ikke får lov, og alligevel begynder de at skabe sig og bliver ved og ved og ved...
Det kan også være at den lille får børstet tænder først. Så er helvede løs, den store skriger, skaber sig osv. Det er ikke fordi, han ikke har en ganske almindelig sund fornuft, og forstår også tingene helt klart. Men noget tricker ham.
Vi har talt med en del, for måske overså eller overser vi noget. Men heller ikke her har vi fundet løsningen. I dag hentede jeg den lille. Han sagde hej, og et split sekundt efter lå han på gulvet og skreg og ville sparke mig. Jeg ved ikke lige hvor det kom fra. Om morgenen er det næsten sikkert at der bliver ballade over morgenmadsborddækningen. De vil rigtig gerne hjælpe med at dække bord, så meget at de altid bliver urimelige og SKRIGER igen... Vi har prøvet at lave en liste over hvem der tager hvad, vi har prøvet at dække bordet på forhånd, vi har givet dem en dag hver osv. Intet gør at der ikke bliver skrigerier. Jeg forstår det simpelthen ikke... Nå, eksempler har jeg nok af. Hver gang de starter er "det" lige urimeligt, uforståeligt og kommet ud af den blå luft. Jeg er bare træt, træt i mine øre, træt af at blive sur, træt af ikke at kunne have en helt almindelig morgen (hvad det så end er), hente nogle børn som rent faktisk gerne vil have en rolig eftermiddag og aften med mor og far. Træt af deres ekstreme og konstante urimelighed. Jeg er så tæt på at smække dem en, i ren og skær afmagt. Det lyder rigtig grumt, og jeg lyder som en dårlig mor. Meget meget ukorrekt at skrive, men frustrationen bliver bare så stor.
Er der nogen som kender til dette? Den ultimative ekstreme grad af irriterende og insisterende børn, af eget afkom. Eller er jeg alene med en til tider stor trang til at  at leje dem ud, eller først hente dem i instution lige inden lukketid?
Øv - Øv - Øv...

Det er da skrækkeligt, at man som lærer glæder sig til, at komme på arbejde for at få ro!

23 kommentarer:

  1. jeg tror eller rettere sagt ved at du ikke er den eneste der har det sådan men der er ikke mange der tør indrømme at de har det sådan. I dag er det nærmest blevet sådan at alle tegner et lyserødt billede af deres børn, deres famile og deres liv i det hele taget.
    Mine børn kan også være umulige, slås og råbe og skrige.
    Det er dejligt at befriende at læse et ærligt indlæg om hvordan det også kan være at have børn. Men heldigvis elsker vi dem også når de er umulige

    SvarSlet
  2. Hej du
    Uha.. ja kender det alt for godt. En rigtig god og meget anbefalelsesværdig bog er : Glade børn højt selvværd
    efter jeg læste den fandt jeg frem til at det slet ikke handlede om mine børn men om mig selv eller min mand og jeg og om vores kommunikation med vores børn. Jeg har ændret en hel del efter jeg læste den og faktisk har vi meget sjældent de konflikter som vi tidligere havde flere gange dagligt.
    God kamp.
    MVH Jette

    SvarSlet
  3. Du er sørme ikke alene.

    Et par af mine "gode råd" kunne være:
    Tag lederskab - ligesom i klasselokalet.
    Sæt delmål - ligesom i klasselokalet.

    Forskellen er ikke så stor, men derhjemme er der nogle pokkers store følelser i klemme.

    Men det er jo synd for ungerne (hjemme og i skolen), hvis de ikke lærer at være sammen med andre på en ordentlig måde.

    Hilsen en overlærer med teenagebørn

    SvarSlet
  4. Hej Jette
    Det er ikke for at fralægge mig ansvar, men de fleste gange har jeg ikke gjort noget, ikke sagt noget, jeg er der bare...
    Men tak til jer, for support ;.)

    SvarSlet
  5. Hej Kisser. Det er jo det... som jeg ikke forstår. Jeg mener, at vi er tydelige, konkrete, korte beskeder, få krav af gangen osv. Vi lader os ikke styre af børnene, over hoved ikke... Og så er det jo så mærkeligt/skønt og heldigvis for det, ikke sådan når de er ude. Der er de søde fornuftige og dejlige børn. Jeg er nu ikke bange for deres socialefærdigheder, og mon ikke skrigeriget stopper inden de skal konfirmeres :-). Jeg forstår det bare ikke og har svært ved at deres idiotiske opførsel.

    SvarSlet
  6. Åh jo, det kender vi godt. Ud over at vi har store udfordringer med vores ældste i skolen, så har vi 2 piger, der gerne kører skrigeriet fuldt ud, hvis det ikke lige går efter deres hovede. Vi har ransaget vores indre, kigget kritisk på os selv og hinanden, vi har snakket om vi er for bløde, for hårde, for travle, for sure, for umulige, for kritiske, for hjælpende, for uopmærksomme, for meget, vi har kigget ud i verden for at finde inspiration, men løsningen har vi ikke fundet - endnu!

    Jeg tænker ofte
    "DeterbareenfaseDeterbareenfaseDeterbareenfase".

    Men det er godt nok en fase, der trækker tænder ud, og det er så træls at se på sit barn og tænke, at det UMULIGT kan være ens eget barn.
    Og jeg bliver så ked af det, når jeg havde glædet mig til at hente og hygge med mine (host) dejlige børn, og det så ender i skrig og skrål.
    Jeg har simpelthen ingen gode råd, kun masser af sympati.
    KH Pialouise
    PS: har du fået min mail?

    SvarSlet
  7. Du er ikke alene!!!
    Jeg kender det rigtig godt, og jeg har desværre ikke fundet formlen. Men hvis jeg finder den, lover jeg a dele med dig.
    Og dårlig mor? Vel er du ej, du skriver dig ud af en masse frustration, og det er rigtig godt!

    SvarSlet
  8. Hos os havde vi i mange år en one liners vi holdt fast i når det var værst:"Om 2 år er det bedre". Med 4 nu voksne børn, ved jeg hvordan du kan have det, og den ringe trøst er at når de bliver rigtigt store, griner vi lidt af det og de elsker deres mor endnu mere, for de kan godt se hvor urimelige de kunne være. Så hold ud og nyd arbejdstiden og de gode stunder med egne unger. Knus herfra.

    SvarSlet
  9. Har ingen gode råd - synes godt jeg kan huske en tid, hvor tøserne var urimelige, men det var en overgang. Der må jo være noget, der trigger dem, noget der gør, at de ikke trives helt? Er der jalousi mellem dem? Spiller de jer voksne ud mod hinanden?

    Godt at du får frustrationen ud og "taler" med andre, der kender det.

    Bogen Jette anbefaler lyder god.

    SvarSlet
  10. PS: Jeg har sendt dig en award - se min blog. Jeg håber, at du har tid og lyst til at lege med.
    Pialouise

    SvarSlet
  11. Helt ærligt så tror jeg ikke der er en eneste familie der kan sige sig fri for larm og uro ...vores unger er voksne nu....meeen jeg kan godt huske hvordan det var.....

    Idag har vi 2 børnebørn, og som jeg fik at vide da den første kom: BØRNEBØRN DET ER BELØNNINGEN FOR AT VI IKKE SLOG VORES TEENAGERE IHJEL.... Den sætning siger vel egentlig en del.......

    Go kamp fremover, alene det at du er åben og ærlig omkring det, så er du på rette vej. KH: Joan M.

    SvarSlet
  12. Du er som du kan se af dine meget fine kommentarer IKKE alene.
    Jeg har også to stk til tider irriterende møgunger ;-)
    Jeg er begyndt at sige, at når de opfører sig på den måde (råber og skriger, hopper og danser, som vi kalder det hjemme hos os) så har jeg ikke lyst og energi til at lave sjove hyggelige ting med dem når vi kommer hjem. Jeg må sige at det faktisk hjælper en del. Børnene ved jo godt selv når de er fuldstændig urimelige, heldigvis må jeg jo indrømme, så derfor er der stor forskel på hvad vi laver sammen afhængig af hvordan de opfører sig.
    Når der er råben og skrigen, finder jeg ikke kreative ting frem vi kan lave sammen, jeg leger ikke køkken/madting på pigeværelset, jeg spiller ikke fodbold på ps3. Nej, så tager jeg et dameblad, eller mit eget kreative projekt og laver mig en kop kaffe, og så kan børnene lege selv.... Rigtigt strengt, ikke. Men det hjælper :-)

    SvarSlet
  13. Jeg har ikke nogen løsninger, men vil gerne sende dig nogle varme tanker.
    Har I prøvet at snakke med børnehave/ skole tom problemerne? Måske kan I få noget hjælp den vej...

    KH
    mette b

    SvarSlet
  14. Hvor er jeg super taknemlig for alle jeres tanker, ideer og "det kender vi godt" kommentar. Jeg tager det hele til mig, og husker også at sætter stor pris på de skønne drenge de også er.

    SvarSlet
  15. Du er BESTEMT IKKE alene.. Herhjemme skriger de nærmest om kap. Jeg trøster mig med, at det er periode- dog en lang en!

    Kh Christina

    SvarSlet
  16. Hej igen.

    Måske ignorere dem i en periode?
    De to voksne snakker sammen og lader som om ungerne ikke eksisterer, når de skaber sig. Lige så snart skaberiet holder op, så positiv fokus på alle i familien igen.

    Morale: Du (barnet) har ikke lov til at ødelægge det rare familiefællesskab.

    Glædelig mandag!
    Kirsten

    SvarSlet
  17. Nej, nu kaster jeg op over mig selv.

    Jeg virker bare ulidelig selv- og skråsikker, når mine kommentarer bare læses! Men jeg er nu ikke så ulidelig.

    Tillykke med dine fantastiske unger.
    Hilsen Kirsten

    SvarSlet
  18. Du har helt sikkert nogle dejlige unger og I er helt sikkert de allerbedste forældre!
    Har du prøvet bare at koncentrere dig om ét barn - ha en hygge/shoppe/lege/hjemme dag bare med én? Er forsøgt med held hos mig, da mine tvillinger var små...

    SvarSlet
  19. Hej Anne Dorthe :-) Jeg har lige fundet vej herind via Karen Klarbæks blog og så dette indlæg. Jeg kom straks til at tænke på en udsendelse jeg så forleden, hvor Jamie Oliver skulle ændre skolebørns madvaner.

    Der var en dreng som spiste for mange søde sager, som i en periode skulle skære det helt væk fra sin kost. Han var som du beskriver dine børn og meget hurtigt skete der ændringer med drengen, han blev rolig, glad og harmonisk. På et tidspunkt ville de prøve at spise som de plejede og der gik kun ½ time, så rendte drengen rundt og råbte og skreg og var urolig. Det er ret tankevækkende synes jeg.

    Nu kender jeg jo ikke dig og ved ikke noget som helst om jeres kost og jeg er sådan i tvivl om, om jeg skal skrive dette her fordi emner om mad virkelig kan være tabubelagt og man skal passe på hvad man siger (især når vi ikke kender hinanden). Jeg håber at du betragter dette som en betragtning og et forslag og ikke en formaning ;-)

    SvarSlet
  20. Tak for et modigt og ærligt indlæg. Jeg har ikke lige prøvet tilsvarende men har i andre sammenhænge haft issues med mine to drenge. Dér har det hjulpet mig meget at inddrage sundehedsplejerske og skolepsykolog. Altid rart at få en second opinion. Det er forunderligt, hvad andre mennesker kan komme med af hjælpsomme forslag.
    Håber I bliver hjulpet.

    SvarSlet
  21. Tusind tak til alle for de søde og hjælpsomme kommentar. Jeg har læst og lyttet, og vil, prøve det som jeg tror passer til mine unger. Jeg ved at emnet er lidt tabubelagt, så netop derfor synes jeg at det er vigtigt at turde sige det højt. Det har jeg nu aldrig været bange for, men nogle kan let opfatte dette som overdrivelse. Men tak igen, det varmer... og så elsker jeg trods alt stadig mine dejlige drenge ubetinget.

    SvarSlet
  22. Hej Anne Dorthe, jeg er også helt ny læser her på bloggen og lagde også straks mærke til dette indlæg. Det er dejligt at se forældre der tør være ærlige omkring deres børn og ikke altid maler et candyfloss billede af familielivet. Vi har to piger og en dreng og i perioder oplever vi også urimelige børn der har deres ture. Især vores søn på nu 4 har haft nogle perioder hvor han ikke var til at komme i kontakt med. Vi fik en ny holdning efter et møde med børnehaven. Når han hopper i sofaen duer det ikke at sige 100 gange at han skal sidde stille for han har et behov for at hoppe og bruge sin krop. I stedet skal vi vise ham hvor han så må hoppe. Ud på trampolinen med ham eller spil fodbold med ham i 20 min så han kan få brændt sin energi af. Han har nogle behov som skal opfyldes men som vi er mere tilbøjelige til at se som irriterende og prøve på at dæmpe. Det har hjulpet meget at vi tager ham i hånden og viser ham hvad han må i stedet for at påpege hvad han ikke må. Måske kan du bruge det til noget? Knus Anette

    SvarSlet
  23. Tænk jeg syntes det er helt dejligt at opdage jeg ikke er den eneste med skrubhysterisk barn! Hun skriger hvis hun ikke får sin vilje, og det hjælper ikke - hun får ikke sin vilje, men huhej en larm og ballade hvert andet øjeblik, og hun er endnu ikke fyldt 4! Hun kan skrige så højt at man er nødt til at forlade værelset for ikke at få en høreskade og det er måske bare fordi hun har fået en forkert farve vaskeklud! Men man bliver så træt af det - det gør vi i hvert fald, men gudskelov så er hun indimellem skrigeriet også verdens dejligste unge! (Ellers var hun da blevet bortadoperet forlængst :D

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails